søndag den 29. maj 2016

Velkommen til verden

Det er altid lidt spændende, når der startes en ny blog.

Hvordan skal det gå den? Er der nogen der gider læse den? Det bliver lidt ens hjertebarn, som man håber vil vokse sig stor og stærk.

Jeg har efterhånden startet en del blogge. Den første handlede om alt og ingenting.

Nummer to handlede om livet som social-og sundhedsassistent. Selvom der nok ikke er nogen der kan huske den i dag, vil jeg alligevel vove at påstå, at den blev en succes. Bloggen blev lukket ned, da jeg senere blev optaget som skribent på udenfilter.dk

Dette er så min tredje blog. En blog som jeg er blevet opfordret til at lave. For at sætte fokus på livet som pårørende til en kronisk syg.

I vores tilfælde sclerose.

Hvordan Lars og jeg mødte hinanden og hvordan han betyder alt for mig, skal I sikkert nok få høre hen ad vejen.

Jeg valgte Lars, selvom jeg vidste han havde sclerose. Selvom jeg som elev på neurologisk havde set hvor slemt det kan gå, og selvom jeg senere arbejdede på et bosted med mennesker med sclerose, så valgte jeg ham. På mange måder er vi velsignet med at Lars (indtil videre) ikke er særlig hårdt ramt, men livet og parforholdet har til tider også været presset ud, hvor man tit bare havde lyst til at tage skyklapper på.

Nå men I skal nok få et indblik i livet som pårørende.

I første omgang velkommen til DIG, velkommen til bloggen. Jeg håber du/I vil tage godt imod den.


1 kommentar: