Jeg vil ikke sige det fylder meget i vores hverdag, men når jeg bliver vækket med et brag om natten, fordi Lars har fået krampe og han desperat prøver at rejse sig op. Så kan man ikke lade være med at tænke sit.
Eller når han kommer hjem fra arbejde og fortæller hvordan han har stået og snakket med en kollega og uden advarsel har slået en pirouette om sin egen aksel for fem sekunder efter at ligge på gulvet. Så begynder man altså at tænke. "Er det nu, vi begynder for alvor at se starten af sygdommen?"
Min mand er bestemt ikke balletdanser, men han kan til tider lave nogle meget yndefylde drejninger, så selv det kongelige ville blive misundelig på ham.
Mest af alt frygter jeg, at han en dag falder og slår sig alvorligt i et krampeanfald.
De sidste tre uger har Lars haft dirrende fornemmelse i venstre ben. Han beskriver det som en muskel, der ikke rigtig kan bestemme sig. "Er vi på vej op og stå, glem det jeg bliver her" skulle man tro musklen tænkte.
Sidst vi oplevede kraftnedsættelse i benene, blev han smidt i en MR-skanner og fik nyt medicin. Det , har virket godt indtil nu, men statistisk set vil det kun virke i en årrække, før skaderne er uoprettelige.
Blot lidt tanker her til natten.
